Et samfund støvsuget for testosteron?

Problemerne i den konstruktivistisk-feministiske tilgang til kønsspørgsmålet – med eksempler hentet fra skønlitteraturen

Marianne Stidsen

Den islandske film En hvid, hvid dag er for nylig blevet hævet til skyerne for sin rekonstruktion af det klassiske mandebillede i en mere feminin kønsramme, hvor følelser, åbenhed og sårbarhed fremhæves som positive værdier, mens traditionelle mandeegenskaber, herunder hårdhed og logisk sans nedvurderes og udrenses. Noget tilsvarende har vi set i Sverige, hvor diverse kulturredaktører har talt om, at hvis mændene vil tilbage i en nu nærmest totalt kvindedomineret kulturel offentlighed, må de gentænke manderollen. Underforstået: blive mere lige som kvinderne. Endelig har vi i Danmark set en DR-dokumentar, hvor public service-mediet angiveligt forsøger at opdrage den danske mand til at blive blød, tale om følelser osv. Blandt andet ved at lade kæresterne og konerne til disse mænd fortælle, hvad der er 'galt med dem'. Med andre ord: underkaste sig den forestilling, kvinderne har om, hvordan de skal være (på overfladen i hvert fald). Alt sammen synes det understøttet af den så magtfulde køns- og mandeforskning, der hviler på et konstruktivistisk – eller snarere på et radikalfeministisk-intersektionalistisk – grundlag. Centreret omkring begreber som ’giftig maskulinitet’, ’white supremacy’ etc.

Men kan man da yde forskningen i mænd retfærdighed alene på baggrund af denne platonisk-idealistiske, som vi bredt kan kalde den, teori? Og – mere normativt – er det overhovedet ønskværdigt at forsøge at rekonstruere mandeidentiteten på den måde, vi ser det gjort i disse år. Herunder også i en populær netflixserie som Hollywood, hvor patriarken Ace, eneskaber bag seriens grandiose filmstudie, selvfølgelig SKAL dø, før det hele kan blive (sødsuppe)godt til sidst? Ikke hvis man spørger den del af skønlitteraturen, der har forsøgt at fremstille mænd, ikke som kvinder – eller andre – synes de skal være, men sådan som de faktisk er in real life. Og på godt og ondt. Det gælder fx en roman som Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen fra 1979 og det gælder samtidige litterære værker som Karl Ove Knausgårds Min kamp og Kristian Bang Foss Frank vender hjem. Af disse romaner kan vi, mener foredragsholderen, lære noget. For her finder vi måske nogle mindre idealistiske og mere sandfærdige, uretoucherede og ucensurerede – ja, sågar anerkendende – mandebilleder. Hvor det ikke kun er det apollinsk-idealistiske, men også det dionysisk-realistiske aspekt, der tænkes med. Og uden skam og flagellantisme vel at mærke.

Men for at kunne afdække denne mere essentialistiske og autentiske mandeerfaring må vi ty til nogle andre metodiske tilgangsvinkler end de i tiden fremherskende. Vi må ty til, hvad foredragsholderen kalder en genhumanisering af humaniora. Som igen forhåbentlig kan smitte af på andre forskningsområder og på samfundet som helhed. Foredraget vil give nogle bud på, hvad en sådan genhumanisering mere konkret går ud på, og på hvor vi kan hente inspiration til den. Ligeledes vil Marianne Stidsen komme med et par dugfriske eksempler på, hvad det er for en radikalfeministisk-intersektionalistisk antihumanisme, man i dag er oppe imod – fx når et flertal i Folketinget tildeler voldsramte kvinder gratis psykologhjælp, men ikke voldsramte mænd. Eller når hvide mænd på forhånd dømmes ude, alene på baggrund af deres køn og hudfarve. Hovedtesen er, at vi står over for den europæisk-demokratiske verdensordens kollaps, hvis ikke der snarest bliver gjort tiltag til en markant modoffensiv, der kan vende skuden. Det gælder inden for politik, det gælder inden for forskning, det gælder inden for kunst, det gælder inden for erhvervsliv. Det gælder kort sagt inden for alle samfundsområder.

Kenneth Reinicke: Mandeforskningen anno 2020

Mandeforskning studerer mænd i et kønsperspektiv. Det vil sige, at man analyserer de forventninger, idealer og handlinger, som er forbundet med det at være mand i et bestemt samfund eller i en bestemt kultur. Der er ikke enighed om, hvad forskningen i mænd skal fokusere på. Forskningen kan både handle om mænds problemadfærd, mænds barrierer for ligestilling, arbejdsliv, faderskab, sundhed, seksualitet osv.

   Et spørgsmål som ofte dukker frem, når man beskæftiger sig med mænds samfundsmæssige roller er, om man ønsker at udfordre eller bekræfte mænds maskulinitet. Oplægget vil både fokusere på den pris, som mænd betaler for deres maskulinitet og mænds samfundsmæssige privilegier. Der vil være forskellige tematiske nedslagspunkter og der vil bl.a. være fokus på, hvad #MeToo-debatten har betydet for mænd.

Kenneth Reinicke er lektor, Ph.d., ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet og forfatter til en række bøger om mænd og maskulinitet. Den seneste bog er ”Mænd der krænker kvinder – refleksioner i kølvandet på #MeToo (2018).